Martinus’ syn på copyright

af Rolf Elving

Der er gode grunde til at undersøge, hvad ophavsretten skal bruges til ifølge Martinus. Ikke mindst på baggrund af, hvad der sker for tiden.

Er ophavsretten ikke et middel til at sikre, at det økonomiske overskud tilfalder rettighedsindehaveren af værket, og ingen anden? Jo selvfølgeligt er den det! Med loven i hånden håndhæves disse rettigheder, og man kan straffe dem, der forbryder sig imod loven. Ophavsretten beskytter således ejendomsretten. Intet er mere helligt i vores verden end netop ejendomsretten. Intet er stærkere beskyttet af samfundets love. Ejendomsretten, og beskyttelsen af den, finder vi allerede i Det Gamle Testamente. Her er den selve grundfundamentet. Og den er stadigt meget levende.

Hvordan var da Martinus’ holdning til ophavsretten? Han har selv valgt at benytte sig af copyrighttegnet i sine bøger. Dette tegn finder vi, når vi slår op i de bøger, der er udgivet i Martinus’ levetid. Så hvordan skal vi forstå det? Her kommer et lille citat fra et rådsmøde 1974, som giver et fingerpeg:

”M: Ja. Vi henstiller til dem, men vi sagsøger dem ikke, selvom de laver ... Men når de kommer og siger, at de vil meget gerne lave et Martinus Center i Frankrig eller Schweitz, eller hvor det nu er. Når de kommer og siger sådan noget, så siger vi: Ja, det må I da meget gerne, når det bare er i kontakt ... når det bare er vore ting, de gerne vil fortælle, – så har vi ikke noget imod det.” (rådsreferat, 22. januar 1974)

Man må altså gerne lave Martinus Centre i udlandet. Det, der synes at være vigtigt for Marinus her, er, at det, de gerne vil fortælle, er i kontakt med ”vore ting”. Men selvom det, man fortæller, ikke er i kontakt med ”vore ting”, så "sagsøger" vi dem ikke, siger han.

Martinus vil således ikke bruge ophavsretten/copyrighten til at sagsøge folk. Vi må da spørge, hvorfor han i bøgerne anfører, at de er copyrightbeskyttede? Det giver jo ingen mening, hvis man ikke vil bruge de rettigheder, der følger med loven. En lov, der ikke kan håndhæves ved en domstolsafgørelse, er ikke en effektiv lov. Den er fuldstændig virkningsløs og således ganske tandløs. Den bider ikke.

Her er der derfor åbnet for tolkninger. Den bedste tolkning, jeg kan få øje på, er, at den usædvanlige holdning, som Martinus har, skyldes at han er besjælet af den kosmiske bevidsthed – dvs. Helligånden. Hvad han kan gøre og ikke gøre, reguleres således i forhold til dette, det allerhøjeste bevidstlag, der findes i verdensaltet. Og Helligånden kan ikke være med til at straffe eller forfølge. Derfor hører vi fra dette høje bevidstlag ord som: ”Den, der er ren, kan kaste den første sten”. Med den grundholdning bliver der ingen sten kastet overhovedet.

Man kan da spørge om Martinus' holdning på dette punkt er fornuftig? Er det ikke ligefrem en naiv og verdensfjern holdning, han her indtager? ” Vi henstiller til dem, men vi sagsøger dem ikke”.

Jo, det må man i allerhøjeste grad sige, den er, hvis man ikke selv har kosmisk bevidsthed. Og det er der ikke mange, som har, for den slags er der endnu ikke meget af i denne verden! Så selvfølgeligt mener Martinus ikke det han siger, tænker vi så. Selvfølgeligt er det rigtigt at sagsøge mennesker, når vitale ejendomsinteressen står på spil. Her tager således Martinus fejl. Han kan ikke for alvor mene, hvad han siger.

Ved at frasige sig retten til at sagsøge står jo dem, der skal beskytte værket, forsvarsløse! Hvordan kan de ansvarlige da løse deres opgave? Andre mennesker kan i givet fald trykke og udgive bøger, lave om på symboler, skrive forkerte tekster, som ikke er kontakt med værket, og rettighedsindehaverne kan intet gøre andet end venligt at bede disse mennesker om at lade være, eller hjælpe dem, så det bliver ”korrekt”. Lytter de tiltalte til de gode råd, går det jo fint. Hvis ikke, kan man i følge Martinus ikke tvinge dem med lovens hjælp. Det er situationen, hvis man følger i Martinus' fodspor...

Martinus' vejledning til rådet ved Martinus Institut (MI) er som bekendt, ”at den overordnede er de kosmiske analyser”. Det vil sige Helligånden. Det er den udfordring, man stiller sig selv overfor, når man frivilligt indtræder som rådsmedlem. Hvem har sagt det skulle være let?

Har Martinus ikke dermed sat sit råd i en ganske forfærdelig situation? Det er dets opgave at beskytte værket, men de midler, som de umiddelbart finder bedst egnet at løse opgaven – nemlig de jordiske, juridiske love – dem må de ikke benytte sig af. For man må ikke sagsøge folk. Hvor er logikken i dette?

Vi tvinges derfor nu til at gennemtænke problemstillingen ud fra ”den overordnedes” perspektiv. Dvs. Helligåndens perspektiv. Vi kan jo let konstatere, at der ud fra et ganske almindeligt jordmenneskeligt perspektiv ingen logik er at finde her. Martinus gør sig helt bevidst til skydeskive for alle mulige ubehagelige angreb, idet han vælger ikke selv bruge det våben, som samfundet giver ham mulighed for at anvende. Når disse våben fravælges, bliver hans værk og dermed hans mission ubeskyttet i almindelige jordiske menneskers øjne. Det vil såkaldte normale mennesker i hvert fald mene. For sådan tænker vi jordmennesker. Vi klarer os ikke uden ”sværdets magt”. Den der har det effektiveste våben kan tvinge sin modstandere til kapitulation. Den, der mangler effektive våben, besejres. Men er dette nu også den måde, Helligånden fører sig frem på? Hvilken forskel gør det, at det i denne forbindelse handler om det allerhøjeste bevidstlag, der er beregnet til styre på Martinus Institut? Lad os se på det.

De jordiske love forsvarer ejendomsretten. Men Helligånden, den kosmiske bevidsthed er jo hundrede procent indstillet på det modsatte, – på fællesinteressen. Den er indstillet på at give, ikke at tage. Gør det nogen forskel? Mon ikke.

Martinus siger, at bøgerne skal være ”billigst muligt”, helst gratis. Han prioriterer ikke ”overskud” eller ”gevinst”. I stedet prioriterer han dette at lette adgangen til den kundskab, han formidler via sine bøger. Tanken på økonomisk gevinst kan således smides overbord. Den har den kosmiske bevidsthed ikke fokus på. I stedet er fokus på, at adgangen til den viden, han formidler, bliver lettest mulig. Og lettere bliver det jo ikke, end det ender med, at bøgerne kan fås gratis. Her ser vi forskellen mellem traditionel jordisk tænkning og kosmisk tænkning. Vi taler nu ikke forretning, men moral.

Hvilken beskyttelse kan man så håbe på at opnå ved at bruge moral i stedet for de alment accepterede krigsvåben, som samfundet i dag tilbyder for at forsvare ejendomsretten? Konstaterede vi ikke lige, at der ikke er behov for at forsvare ejendomsretten i dette tilfælde, da den kosmisk bevidste ikke er i besiddelse af ejendomsbegær? Den kosmisk bevidste er indstillet på fællesinteressen. Det er jo det første af de 12 punkter vi læser om i Livets Bog I, kap. 4, nemlig fællesinteressens sejr over privatinteressen. De punkter som hele verdensdramaet handler om, og som viser vejen ud af konflikter og dommedagsscenariet. Den kosmisk bevidstes begær og hele sjælsstyrke er, som vi ved, ene og alene indstillet på at give. Når ejendomsretten ikke ønskes, behøver den jo ikke forsvares. Vi mindes om Jesu ord til Peter i Gethsemane Have. Her gjaldt det ikke bøger, men selve det fysiske legeme. Her var der virkelig tale om at give slip på noget, der stimulerer forsvarsinstinktet.

Hvilke muligheder har man da for at beskytte værket, når man ikke må slå fjenderne ned med lovens kraft? Det er nok for simpelt til, at vi almindelige mennesker kan forstå det. For svaret er, at beskyttelsen ligger i, at det vi gør, ”bliver lavet rigtigt” (rådsreferat, 21. maj 1974). Det er den kosmisk bevidstes løsning.

Hvordan tænker den kosmisk bevidste sig da denne beskyttelse rent praktisk? Den viser sig gennem, at det, der ikke er lavet rigtigt, vil dø af sig selv. Med ”rigtigt” skal her forstås i kontakt med ”den overordnede” – dvs. de kosmiske analyser. Man behøver således ikke løfte så meget som en finger til angreb for at beskytte sig, når man går ud fra den kosmiske bevidsthed eller Helligånden.

Vi får ovenikøbet en forudsigelse om, hvad der vil ske, hvis man vælger den anden vej – dvs. benytter sig af retsforfølgelse som styringsmiddel: ”Så kan vi jo ligge og rode i retssager hele tiden. Det kan denne sag ikke være med til”. (rådsreferat, 5. august 1975)

Vi kommer ikke uden om også at se på pengespørgsmålet. Det er jo først og fremmest penge, copyrighten bruges til at beskytte. Den er designet til det. Det handler oftest om at sikre sig, at pengene havner på den rette bankkonto. Sådan tænker man jo, hvis man håber på at blive rig på et produkt. Da tænker man på, hvor stort markedet er for produktet. Er der tale om et produkt, som har potentiale til at blive efterspurgt globalt, så vil det indbringe kolossale formuer. Det kan indebære en ikke så lille fristelse. For så kan man jo drømme om alt det, man da kan gøre med en gigantisk formue. Det overraskende svar på dette – set ud fra den kosmiske bevidsthed – er pudsigt nok, at ejer man en formue, så skal man give den væk. Ellers er man ikke i kontakt med den kosmiske bevidsthed. Husk her på nåleøjet og den rige mand, og hvordan ønsket om at blive ”salig” opnås. Giv alt, hvad du ejer og har til de fattige, og kom så og følg mig! Den rige mand gik bedrøvet derfra… (Matt. 19, 21-22).

Hvorfor da overhovedet i første omgang samle en formue? Når man gennem denne indstilling uvægerligt kommer i disharmoni med den kosmiske bevidsthed. Hvorfor ikke praktisere gaveprincippet lige fra starten?

Martinus har således ikke haft i tankerne at opbygge et multinationalt foretagende med global kontrol og forretningsmæssige interessen koblet til alverdens markeder. Hans model var at overlade til de enkelte interesserede selv, der hvor de bor, lever og virker, at fortælle, danne studiegrupper, lave Martinus Centre, holde foredrag og udstillinger, helt på det private initiativs grund. Hvis disse initiativer netop ikke hviler på privat grund, så bliver jo MI til det, det ikke skulle være, nemlig en verdensorganisation med kontrol over alt, hvad der må ske – og ikke må ske. Hvis alle initiativer skal passere forbi Mariendalsvej 94-96, for at få blå stempel, tomlen op eller ned, så er MI blevet til en verdensorganisation.

Nu er det sådan, at MI netop ikke skal have kontrol med det, der sker uden for dets meget begrænsede ansvarsområde, og dermed bliver det heller ikke ansvarlig for det, der sker. Det er på den måde, ansvarsområdet bliver begrænset. I stedet bliver det den enkelte interesserede, der selv får ansvaret på det private initiativets grund. Hvis MI skal kvalitetssikre alt, der foregår uden for dets egentlige ansvarsområde, må man jo have midler til at udøve denne kontrol. I disse år forsøger MI dette med copyrighten. Med lovgivning, jura og trusler om retsforfølgelse, hvis man ikke lystrer MI’s vilje. Skal alt, hvad der sker over hele verden, passere gennem MI for at få instituttets godkendelse, så bliver MI lige netop det, det ikke skulle blive. Men hvordan skal man da lykkes med at kvalitetssikre udbredelsen af Det Tredie Testamente? Svaret er som så ofte enkelt, man skal lave den information og undervisning, som man selv har ansvaret for, så det bliver gjort ”rigtigt” – i kontakt med ”vores” , dvs. de kosmisk analyser. Man skal vise det gode eksempel. Deri ligger den kosmiske beskyttelse.

Men er der så ikke opstået en åben slagmark for pirater med glimrende muligheder for at tjene penge på Martinus’ bøger, når Martinus ikke er parat til at forsvare sig ved at sagsøge dem? Også det havde Martinus en løsning på. Det bliver ikke let at konkurrere med os, fordi vi jo vil sælge bøgerne billigst muligt, var hans svar. Hvem vinder den konkurrence? Det gør naturligvis den, der bedst garanterer indholdets ægthed, og som yderligere er indstillet på ikke at tjene penge på bøgerne, men vil give dem til verden billigst muligt. Så rent som det kan lade sig gøre. Kort sagt, Martinus stolede på, at det gode eksempel vinder.

Sådan vinder også MI respekt og troværdighed. Omvendt taber man troværdighed gennem et dårligt eksempel. Det gælder alle. Bøgerne vil bevirke, at vi kan leve af dem, hører man. Ja, det er rigtigt. Hvad andet kunne gøre det? Men at tro, at det er gennem traditionel forretningsvirksomhed, det vil ske, det er det samme som en misforståelse af den kosmiske bevidsthed. Derfor får vi at vide, at vi ”er en moral, ikke en forretning”. Det er gennem praktiseringen af gaveprincippet, at bøgerne vil generere såvel penge som lykke, glæde og velsignelse. Vi skal ikke glemme, at Det Tredie Testamente i fremtiden vil blive den største inspirationskilde til afskaffelsen af ”det falske forretningsprincip”. Det er derfor umådeligt vigtigt, at det kan påvises, at det princip, som MI selv til alle tider har ladet sig styre af, er det ægte forretningsprincip.

Apropos begrebet den Hellige Ånd. I bogen, ”Omkring min missions fødsel”, som jeg varmt anbefaler at læse mange gange med mellemrum, skriver Martinus blandt andet følgende:

”Jeg vil gerne her pointere, at om jeg er den eller den, om jeg kan det eller det, ikke er det væsentlige. Det der derimod er det afgørende i min Fremtræden er at faa paavist at en Manifestation af den hellige Aand, altsaa en Begivenhed, som man i Biblen kalder en ’Aabenbaring’ har fundet Sted indenfor min fuldt vaagne dagsbevidste Oplevelsesevnes Rækkevidde”.